INCOVER-projektet vil sikre bedre udnyttelse af spildevand
Mens spildevandsrensning primært anses som en sanitetsteknologi, har et nyligt afsluttet EU-projekt gennem de seneste tre år arbejdet med nye metoder til at rense spildevand effektivt og producere bio-produkter fra vandet på samme tid.
I mange år er spildevand blevet betragtet som udelukkende et affaldsprodukt og det teknologiske fokus på dette område har været at undgå at beskadige grundvand, jord og vandmiljøet, når spildevandet udledes. Men på grund af den globale vandmangel og de dyre drifts- og vedligeholdelsesomkostninger ved spildevandsrensning har konceptet bag INCOVER-projekt været at bevæge spildevandsrensning fra at være primært en sanitetsteknologi mod udvikling af processer til genanvendelse af spildevandet og udvinding af bio-produkter.
Projektet har fokuseret på at skabe produkter fra spildevand, såsom produktion af bioplast fra naturlige alger og cyanobakterier, biometan fremstillet af alger og biogødning fremstillet af alger og planter fra vådområder.
Læs mere: Anti-struvit-coating skaber optimeret og mere bæredygtig spildevandsprocessering
Teknologisk Instituts del af projektet har været at stabilisere materialer, der henter fosfor fra spildevandstrømme og kan rense spildevandet endnu bedre. Den indfangede fosfor er i en form, der kan bruges af planter og for eksempel benyttes til naturlig gødning i landbruget.
Hele projektet, der sluttede i august 2019, har vist positive resultater.
- I løbet af projektet gik vi fra laboratoriekoncept til demonstrationsskala, og vi er tæt på at få konceptet leveret videre til aktører, der kan få det ud på markedet, siger Frances Helen Blaikie, seniorspecialist hos Teknologisk Institut.
Flaskerne viser testprøver i laboratoriet - jo lysere farve vandprøven har, jo mere fosfor er der udvundet fra vandet.
Fokus på cirkulær økonomi i spildevand
Alle de udviklede teknologier er testet på demonstrationssteder i Spanien hos projektpartnerne Aqualia, det tredje største vandforvaltningsselskab i Europa, og Universitat Politècnica de Catalunya. Og selvom markedet er klar til at overtage nogle af de teknologier, der er udviklet i INCOVER, har EU-lovgivningen strenge regler for anvendelse af materialer, der har været i kontakt med spildevand, hvilket gør det vanskeligere at bringe produkterne ud på markedet. Der diskuteres meget om at ændre disse regler, og Teknologisk Institut vil gerne bidrage til denne del af diskussionen.
- Måske kan tankegangen omkring cirkulær økonomi hjælpe med at ændre den måde vi ser på spildevandsprocessering, da mange områder i verden er udfordret ift. rent vand og vil kunne drage fordel af disse nye teknologier, siger Frances Helen Blaikie og afslutter med at se en anden mulighed for at bruge teknologierne i sit eget lokalmiljø:
- Jeg har bemærket, at den lokale å i Aarhus, hvor jeg bor, er fuld af grønne alger - måske er der en måde at udnytte disse alger til andre nyttige ting, der passer til vores behov her i Nordeuropa.
FAKTA: INCOVER er et treårigt EU Horizon 2020-projekt med 18 europæiske partnerorganisationer.