Innovation og Disruption - Dem, der disrupter
Vælg side
Da Netflix åd Blockbuster
Netflix blev etableret i 1998. Dengang sad Blockbuster på et stort marked med videoudlejning og masser af butikker, hvor deres primære indtjening kom fra højaktuelle film og kioskvarer.
Netflix begyndte med 30 ansatte og færre end 1000 dvd’er, som virksomheden udlejede ved at sende dem med posten. Det var typisk lidt ældre og mindre populære film, og da de ikke samtidig solgte kioskvarer, så Blockbuster dem ikke som en konkurrent. De var ikke interesserede i kundegruppen af nichefilm-nørder, der lejede film hos Netflix, men derimod fredagshygge-segmentet. For Blockbuster føltes det godt i starten, og flere gange henviste Blockbuster ligefrem den smalle kundegruppe til Netflix.
Netflix var effektive fra starten og kunne klare hele deres forretning med få ansatte og blot et varelager til film, mens Blockbuster havde store udgifter til mange ansatte, lejemål m.m. For Blockbuster krævede det en meget stor omsætning at tjene nok penge, mens Netflix formåede at tjene penge på et kundesegment, der reelt ikke havde så mange penge.
Netflix voksede sig stærke på et marked, hvor ingen lagde mærke til dem, og de gik ind på mainstream-markedet på et tidspunkt, hvor streaming i halvdårlig kvalitet blev muligt. Men på grund af den lave omkostningsstruktur hos Netflix formåede de at tilbyde kunderne en service og behovsopfyldelse, som var bedre end Blockbusters. Blockbuster gik konkurs, og Netflix er den nye gigant, der nu skal holde sig fleksibel.
Lendino på lur
Lendino er en lille, dansk fintech-virksomhed, der lever af at formidle lån mellem private personer og små virksomheder som f.eks. håndværkere og frisører. Virksomhederne kan låne penge billigere, end de kan i banken, og til formål, banken ville sige nej til. Privatpersoner kan ved at låne deres penge ud tjene renter på deres opsparing på niveau med aktieinvestering.
Lendino leverer en risikovurdering af hvert lån og tager et gebyr for denne service – et gebyr, der er så lille, at ingen bank ville kunne dække bare et minimum af sine omkostninger med det. Lendino har fra starten opereret som et fuldt ud fleksibelt og digitalt foretagende med ganske få ansatte.
Ledino servicerer kunder, som bankerne alligevel ikke er interesserede i. Men der ligger potentielt en disrupter gemt i en virksomhed som Lendino. Og bankerne ser dem måske slet ikke som en trussel, før det er for sent.