Iværksættere fra oplevelsesbranchen kom tættere på kunderne

Troels Behrenthz Andersen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 16 89.

To undervisere fra Teknologisk Institut underviser virksomheder langs Istidsruten i at komme tættere på at forstå deres kunder og brugere.

Iværksættere fra oplevelsesbranchen kom tættere på kunderne

250 kilometer afmærket cykelrute venter de turister, der indtager Istidsruten i Midt- og Nordvestsjælland, når den officielt åbner i 2020. Men hvordan skal virksomheder og iværksættere langs ruten samarbejde om at give turisterne en god oplevelse og samtidigt styrke deres forretning? Det er fokus for projektet ”Velkommen i baghaven”, som LAG Midt-Nordvestsjælland står bag.

Cykelruten bliver tilrettelagt i etaper og med forskellige pakkeløsninger, så turisterne kan vælge, hvilken del af ruten de særligt ønsker at blive klogere på. Udgangspunktet for cykelruten er, hvordan den seneste istid skabte landskabet, som vi kender det i dag, og som turisterne nu kan bevæge sig igennem på cykel og opleve på nært hold.  

Forventningerne til turisttilstrømningen er store, især fordi det giver nye muligheder inden for oplevelsesøkonomi for områdets lokale iværksættere og virksomheder. 

- Særligt overnatningssteder, spisesteder og oplevelsesindustrien i området kan nyde godt af flere turister, hvis de formår at gribe mulighederne. Og det vil vi hjælpe dem med”, fortæller Michella Schack, der er koordinator i LAG Midt-Nordvestsjælland. 

LAG står for Lokale aktionsgrupper, som er foreninger, der arbejder med udvikling i landdistrikterne. De tildeler også midler til relevante projekter. LAG Midt-Nordvestsjælland kører projektet ”Velkommen i baghaven”, der også er støttet af midler fra Landdistriktspuljen og Holbæk Kommune. 
Projektet har til formål at udvikle oplevelser og services til brugerne af Istidsruten ved at understøtte samarbejdsrelationer mellem virksomheder og iværksættere i området, så de oplever værdien af at understøtte frem for at udkonkurrere hinanden. Selve etableringen af Istidsruten er finansieret af NordeaFonden.

Fem workshops ændrede iværksætternes verdensbillede 
LAG Midt-Nordvestsjælland har i projektet tilbudt en række lokale iværksættere et accelerator-forløb, der skal give virksomhederne et innovationsløft, så de og deres forretning står bedre rustet i mødet med de nye cyklende muligheder. 

Teknologisk Institut var udførende på den indledende del af acceleratorforløbet, hvor virksomhederne fik mulighed for at blive klogere på deres produkter, tilpasse dem og designe nye forretningsmodeller. Over fem workshops har virksomhederne fået et indgående kendskab til designdrevne innovationsmetoder og prøvet dem af på egen virksomhed og brugerne. 

- Samspillet mellem turister og iværksættere er helt afgørende for istidsrutens succes, fortæller Michella Schack. 

- Vi ser turisterne som et stort potentiale for lokal vækst. Men det kræver, at de lokale virksomheder bliver i stand til at se potentialerne, fortæller hun.
- De turister, som potentielt kommer ud til Midt- og Nordvestsjælland, vil ikke være turister – de vil have den autentiske oplevelse og møde befolkningen. Og på Teknologisk Institut har vi lært at spørge ind til, hvad turisternes behov er, og hvordan vi understøtter disse med oplevelsesøkonomiske tiltag, forklarer hun.

- Iværksættervirksomhederne har normalt fortalt deres kunder, hvilket produkt de udbyder, snarere end at spørge ind til, hvad kunderne har behov for. Det bliver de nødt til for at kunne understøtte de nye potentielle besøgende, siger Michella Schack, der selv gennem forløbet er blevet overrasket over det både enkle og komplicerede aspekt af at gå i direkte dialog med sine kunder.
 
- For det er dybt grænseoverskridende for de fleste at spørge ind til, hvad kunderne ønsker sig. For hvad nu hvis de slet ikke er interesserede i det, man egentlig havde tænkt sig at udbyde til dem, siger LAG-koordinatoren. 

Virksomheder langs Istidsruten arbejder med deres forretningskoncepter og kommer tættere på brugerne i en workshop med konsulenter fra Teknologisk Institut.Iværksætter: Udfordrende rutsjebanetur styrkede mit produkt
Henrik Stricker-Petersen driver hobbyvirksomheden Hedeland MTB Tours, der primært udlejer mountainbikes. Han meldte sig primært til accelerator-forløbet for at udvide sit netværk blandt andre virksomheder i området, men har undervejs måttet tage sin rolle som serviceudbyder op til revision. 

- Undervejs i forløbet kan man føle, at det er en rusketur, hvor idéen bliver voldsomt udfordret. Og tanken om, at den ikke holder eller kan gennemføres, dukker op et par gange. Men spoler man lidt tilbage til sit udgangspunkt og tilføjer de nye læringer, står man med et endnu stærkere produkt, og troen på ens idé er styrket, fortæller han. 

Og ligesom Michella Schack har Henrik Stricker-Petersen haft en stor aha-oplevelse ved erkendelsen af, hvor vigtig kundernes mening er: 
- Interview-øvelsen har været særlig god og ville kunne bruges fremover, når man skal tilpasse og videreudvikle sine produkter, fortæller han og fortsætter: Så HUSK NU at spørge kunderne, HVAD det er, de vil have. Det giver jo så god mening. Og selvom man tror, man har svaret på forhånd, så bliver man overrasket, smiler Henrik Stricker-Petersen. 

Forløbet medførte også uventede indsigter for LAG 
Innovationsmetoderne er samtidig på vej ind i selve LAG-systemet, hvor koordinator Michella Schack har opdaget styrken i en tættere dialog med kunderne. 

- Vi går selv igennem et udviklingsforløb, hvor vi ser på os selv på en ny måde, siger hun og fortsætter: 
I næste LAG-periode bør man i højere grad lave en metodevejledning til, hvordan EU-penge, som LAG-midler er, får mest slagkraft ude i landdistrikterne. 

- Jeg havde ikke på forhånd forventet at sidde tilbage med 10-15 iværksættere med armene i vejret - måske en eller to, siger koordinatoren. 

- Men den som sidder med armene højest, er faktisk mig selv, slutter hun.