Nyt digitalt værktøj udviklet i et projektsamarbejde skal minimere fejl på fjernvarmeforsyningers kundeinstallationer

Peter Friis Østergaard

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 16 88.

Smart Fjernvarme

Nyt digitalt værktøj udviklet i et projektsamarbejde skal minimere fejl på fjernvarmeforsyningers kundeinstallationer

Teknologisk Institut har i samarbejde med fire danske fjernvarmeværker og forsyningsselskaber udarbejdet et digitalt, stand-alone-værktøj, der skal hjælpe forsyningerne med at kunne gribe tidligere ind ved fejl og dårlig performance på kundernes fjernvarmeinstallationer. Værktøjet skal nedbringe antallet af kunder med for højt vandforbrug og dårlig afkøling. Derved optimeres systemets samlede energieffektivitet, primært via reduktion af temperaturer og varmetab i ledningsnettet.

Det nu afsluttede projekt udsprang af flere forsyningers behov og ønske om at kunne bruge og udnytte opsamlede smart meter-data til mere end afregning, og specielt til at kunne effektivisere manuelt arbejde og opnå energibesparelser.

”Prototypen er udviklet og ligger nu frit tilgængeligt for de danske værker - klar til at tage i brug. Værktøjet bidrager blandt andet til, at eksempelvis driftspersonale eller ansvarlige for vedligeholdelse af forsyningens netværk har mulighed for hurtigt og retvisende at kunne danne sig et overblik over, hvordan ens kundeinstallationer performer” - lyder det fra Jakob Fester, projektleder, Teknologisk Institut.

"Med dette værktøj vil forsyningerne hurtigere kunne sætte ind og prioritere rækkefølgen af de installationer, der har behov for udbedring i forbindelse med eksempelvis for høj returtemperatur” - fortsætter Jakob Fester.

Ikke nok med, at det digitale værktøj giver forsyningerne mulighed for hurtigere og mere præcist at opdage og udbedre fejl i fjernvarmenettet, det giver også forsyningerne mulighed for at skelne mellem forskellige typer af installationsfejl via en opdeling i seks analysekategorier.

Fejlfinding på traditionel vis er tidskrævende

En generel problemstilling i forbindelse med fejlfinding og diagnosticering i fjernvarmenettets installationer er, at det er tidskrævende. Traditionelt må driftspersonalet - hvis der skal opnås en dybere indsigt - finde frem til eventuelle fejl, og hvornår og hvor fejlen reelt er opstået, gennem sparsomme data eller ved manuel analyse af dataudtræk fra varmemålere.

I projektperioden har fire forskellige forsyninger deltaget i test og demonstration af værktøjet. Gældende for dem alle var en oplevelse af, at det var vanskeligt og dyrt at finde frem til even­tuelle fejl og kollaps med de eksisterende midler og værktøjer, herunder også at kunne stille de påkrævede mandetimer til rådighed.

Fælles for forsyningerne i projektet var, at motivationen bundede i et ønske om bedre kundesupport og fremtidige energibesparelser.

"De største gevinster er, at vi med en lav fremløbstemperatur stadigvæk kan forsyne vores kunder, få en lav returtemperatur og prioritere det" - Bjarne Hunderup, Fjernvarme Horsens.

Værktøjet er altså ikke kun en fordel for forsyningerne, men også for slutbrugerne, og det kan ikke mindst bidrage til en grønnere omstilling i fjernvarme- og forsyningskæden.

Kendetegnende for projektet har været den store inddragelse af feedback fra de deltagende forsyninger som input til udviklingsarbejdet. Deltagernes tilbagemeldinger før og under udviklingen af værktøjet har i høj grad været med til at skabe den ønskede funktionalitet og få det tilrettet i forhold til de reelle behov.

Mere detaljeret information og øget kundetilfredshed

Målet med værktøjet har ydermere været at støtte dialogen med den enkelte kunde via detaljeret information og installationsanalyse. Forbedret support ifm. optimering af kundernes egne installationer eller optimering fra forsyningens side skulle gerne resultere i øget kundetilfredshed.

Projektet bygger på de algoritmer, der blev udviklet af den samme projektgruppe i det tidligere projekt ”Smart Fjernvarme” (Dansk Fjernvarmes F&U-projekt 2018-01). Disse algoritmer identificerer installationer med fejl og belyser fejlene via statistiske metoder og brug af machine learning.

Algoritmerne baserer sig samtidig på et dataformat med en bred fællesnævner, som skaber forudsætningen for, at stort set alle danske forsyninger vil kunne anvende det endelige værktøj.

Nemt at komme i gang

”Det kræver blot en liste med kundeanlæggenes associerede BBR-anvendelseskode samt løbende målerdataeksporter og en engangseksport af historisk data, så er værktøjet ’up and running” - forklarer Jakob Fester.

Den primære gevinst er, at man kan udføre og prioritere udbedringer på kundeinstallationer mere optimalt, og at man kan reagere tidligt på forværret funktionalitet eller kollaps på kundeinstallationer. Herved sænkes belastningen af nettet samt fremløbs- og returtempera­turerne, hvilket resulterer i betydelige energibesparelser.

”De største gevinster ved programmet er at få identificeret kunder med installationer, som ikke præsterer som de skal. Med over 60.000 aktive målere har vi ikke mulighed for manuelt at holde øje med samtlige målere. Programmet hjælper med at analysere og sortere i, hvilke kunder vi aktivt skal tage fat i for at hjælpe dem med at optimere deres installationer, så de præsterer bedst muligt til fordel for kunderne og AVA”, fortæller Jeppe Vejen Nielsen, AffaldVarme Aarhus (AVA).

I kølvandet på projektet er det alfa og omega, at stadigt flere forsyninger begynder at interessere sig aktivt for den langsigtede optimering af deres installationspark, som programmet lægger op til.

faktaboks

Ved projektets afslutning er værktøjet tilgængeligt uden licens- eller anskaffelsesomkostninger for de danske forsyninger via Dansk Fjernvarme, som har støttet projektet. Målet er - udover at hjælpe specielt mindre forsyninger i gang - at teknologien så vidt muligt kommer ud at virke i det daglige. Det skal sætte skub i ambitionerne om en digitaliseret tilgang til installationsanalyse og medvirke til, at udviklere også på længere sigt kan basere løsninger på et sundt erfarings­grundlag og direkte tilbagemeldinger fra fjernvarmeforsyningerne.

Er du interesseret i mere information, så kontakt Peter Friis Østergaard på tlf. +45 72 20 16 88