Kran inspiceres fra Tyrkiet til Danmark
De europæiske standarder for mobile kraner sætter høje krav til sikkerhed, især hvis kranen skal bruges til personløft. Hjørring Maskinhandel har benyttet Teknologisk Instituts specialister til at inspicere og godkende en kran, som er produceret af en leverandør i Tyrkiet.
Virksomheden Hjørring Maskinhandel har specialiseret sig i udvikling af kraner, der er godkendt til personløft, som benyttes på blandt andet havneområder og byggepladser. I forbindelse med et køb af en kran fra en tyrkisk producent fik Teknologisk Institut opgaven at godkende producenten som leverandør. Claus Dalbøge, leder af sektionen for Certificering & Inspektion fra Teknologisk Institut tog derfor til Tyrkiet for at gennemgå al dokumentation i forhold til svejsning, forarbejdning og andre standarder. Dernæst blev leverandøren godkendt til at producere kranen.
For at kunne bruges til løft af personer, fik kranen monteret en kurv og tilbage i Danmark gennemgik Teknologisk Institut en række sikkerhedsmæssige test og afprøvninger gældende for personløft.
- Når en kran skal løfte personer mere end tre meter op i luften skal den typeafprøves og godkendes af et bemyndiget organ, da en kran typisk ikke er skabt til at løfte personer, fortæller Bent Mieritz, seniorspecialist hos Teknologisk Institut.
Udover at stå for selve inspiceringen og godkendelsen af kranen, har Teknologisk Institut hjulpet Hjørring Maskinhandel med praktiske foranstaltninger, som at gennemgå og tjekke indhold i manualer, for at sørge for at kranen blev helt klar til det danske marked.
- Det har stort værdi for os at Teknologisk Institut har kunne hjælpe med hele forløbet, fra at tjekke om producentens dokumentation var i orden til at vurdere oversættelsen af brugermanualer fra engelsk til dansk, siger Jan Hansen, direktør i Hjørring Maskinhandel.
- Det betyder at vi har vished for at alle sikkerhedsmæssige foranstaltninger er i orden, og at vi kan levere et godkendt produkt til vores kunder.
Teknologisk Institut har mange års erfaring med at udføre CE-mærkning for virksomheder inden for blandt andet maskineri som save, autoløftere, personlifte, samt løfteudstyr og sikkerhedsudstyr. Vi har desuden den nyeste viden om EU-direktiver, standarder og lovgivning.