Hjælpende kuglerobot til sikkerhedstjek
Robotter er i hastig fart begyndt at bevæge sig ud fra sikkerhedshegnet og ud blandt mennesker. Det gælder både rundt omkring i de danske produktionsvirksomheder, men det gælder også i det offentlige rum, hvor alle skal kunne være rundt om robotten.
Og lige nøjagtig dét er vigtigt, når det kommer til robotten Polaris, som Aalborg Universitet er i gang med at udvikle i projektet Kugle.
Den selvkørende kuglerobot, der er omkring halvanden meter høj, skal nemlig være med til at øge serviceniveauet i for eksempel en lufthavn, hvor den skal vise vejen til den gate, som du skal flyve fra. Og det kræver, at den er sikker omkring mennesker.
- Kugleprojektet handler om at få en robot ud blandt mennesker og hjælpe dem i deres dagligdag. Det kan være på hospitaler eller i lufthavne, fortæller Karl Damkjær Hansen, der er adjunkt på Aalborg Universitet, og fortsætter:
- På Aalborg Universitet har vi udviklet den her robot over en årrække, men i dag er vi taget ned til Teknologisk Institut for at få testet sikkerheden af robotten.
Udover Aalborg Universitet er Teknologisk Institut, Combine, Det Gode Firma og MapsPeople også en del af samarbejdet om projektet, som er støttet af Innovationsfonden.
Falder frem
Når ordet robot bliver nævnt, vil manges tanker ofte fare hen på en maskine, der er bygget op af en masse metal og som kommer frem ved hjælp af nogle hjul – altså en stor maskine.
Men det er ikke tilfældet med kuglerobotten.
Den balancerer oven på en kugle, hvilket gør, at den kan bevæge sig i alle retninger på en næsten yndefuld måde. Men det gør også, at den kommer fremad på en meget speciel måde.
- Når robotten balancerer på en kugle, så er det ligesom at balancere med et kosteskaft på sin hånd. Når kosteskaftet begynder at falde fremad, skal man bevæge hånden i den retning for ikke at tabe det. Og det er den måde, at robotten kommer fremad på. Det betyder, at den har nogle organiske bevægelser, der gør, at den er meget behagelig at se på. Og det tror vi kan hjælpe rigtig meget i den interaktion, som robotten har med mennesker, fortæller Karl Damkjær Hansen.
Sikkerheden er vigtig
For at robotten skal kunne bruges ude blandt mennesker, skal der også være tænkt på sikkerheden omkring den. Og den del står Teknologisk Institut for at teste i Cobot Lab i Odense.
- Vi bliver nødt til at se på, hvilke sensorer, der sidder på robotten, hvor præcise de er, og hvilket robusthedsniveau de har, for at se om robotten er sikker, fortæller Kasper Camillus Jeppesen, der er konsulent ved Teknologisk Institut og fortsætter:
- Her i Cobot Lab på Teknologisk Institut har vi forskelligt udstyr til at teste sikkerhedsaspekter for mobile robotter og andre robottyper. Det gælder både kraftmålinger, når robotten er ved at kollidere med noget, bremselængden for robotten, når den er i gang med et nødstop, og grundet den specielle metode, som kuglerobotten bruger til at bevæge sig rundt med, er det også vigtigt at se på dens stabilitet under kørsel og nødstop.
Selvom nogle robotter ikke lige ved første øjekast ser farlige ud, så er det altid en god idé i et udviklingsforløb løbende at teste sikkerheden – og det samme var gældende med kuglerobotten.
- En af målingerne viste, at den ved maksimal hastighed og ved fejl fra antikollisionsteknikken på nuværende tidspunkt ville kunne give anledning til smerter ved kollision med skinnebenet. Det kan dog let løses ved at justere på robottens fartgrænse, så den bliver endnu tryggere at omgås, fortæller Morten Kühnrich, der er seniorspecialist ved Teknologisk Institut.