Måling af væskestrøm og energi i lukket rørsystem - Standardisering - UDVALG S-222
Teknologisk Institut deltager i standardiseringsudvalg og andre nationale og internationale fora, som har til formål at sikre vidensopdatering og i relevant omfang at påvirke nye standarder og krav med danske synspunkter.
Arbejdet i udvalg S-222 vedrører udvikling af standarder for måling af væskestrøm og energi i lukkede rørsystemer. Udvalget deltager aktivt i den europæiske, tekniske komité CEN TC 176 Heat meters, der vedrører fjernvarmemålere og kølemålere, ligesom arbejdet i CEN/TC 92 Water Meters samt den internationale ISO/TC 30 Fluid flow in closed conduits følges tæt.
Teknologisk Institut har med afsæt i fjernvarmeaktiviteter og rollen som nationalt metrologilaboratorium (MI) for vandflow, der også dækker energiflow, deltaget i arbejdet i S-222 siden dets start. Der er specifik deltagelse i arbejdsgrupperne: WG 2 Generelle krav varmeenergimålere og WG3 Detaljerede tekniske krav til varmenergimålere.
Viden om de nyeste standarder inden for væskestrøm og energi er centralt for vores flowlaboratorium som er Nationalt Metrologilaboratorium for vandflow og blandt de førende europæiske laboratorier på området. Flow- og energimåling er samtidig centralt i forbindelse med VVS-installationer og fjernvarmemåling.