Mangel på SOSU'er og sygeplejersker: Danske kommuner skruer op for brugen af velfærdsteknologi

Birgitte Østergård Sørensen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 15 25.

Ældre kvinde og sygeplejerske - Velfærdsteknol

Mangel på SOSU'er og sygeplejersker: Danske kommuner skruer op for brugen af velfærdsteknologi

Størstedelen af landets kommuner ser nu velfærdsteknologi som løsningen på de manglende hænder, der stadig bliver en større og større udfordring i Danmark. Det viser en ny undersøgelse fra Teknologisk Institut, CareNet og Danish.Care – branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi.

Langt størstedelen af landets kommuner står allerede nu over for store udfordringer med at rekruttere nok medarbejdere på ældre- og sundhedsområdet. Det betyder, at der mangler hænder til at hjælpe, pleje og yde omsorg for blandt andet de ældste borgere.

Faktisk drejer det sig om hele 97,5 procent af landets kommuner, der oplever, at de har problemer med at rekruttere personale nok til omsorgsfagene. Det er en stigning på omkring seks procent i forhold til sidste år.
Det viser en ny undersøgelse blandt landets kommuner, som Teknologisk Institut har udarbejdet i samarbejde med CareNet og Danish.Care.

- Undersøgelsen viser, at kommunerne i disse år har svært ved at få hænder nok til at varetage opgaverne.
Det er egentlig ikke noget nyt problem, men problemet er bare ikke blevet mindre – tværtimod. Den nye undersøgelse viser dog også, at kommunerne i langt højere grad har fået øjnene op for, at teknologien kan hjælpe, fortæller Birgitte Østergård Sørensen, der er forretningsleder ved Teknologisk Institut.

Kommunerne kigger mod teknologien

Hele 85 procent af kommunerne overvejer at anvende øget brug af teknologi for at afhjælpe personalemanglen. Faktisk har ingen af kommunerne svaret, at de slet ikke overvejer at bruge teknologien meget mere i fremtiden.
Derudover forventer 76,5 procent af kommunerne, at indsatsen i forhold til velfærdsteknologi bliver større end hidtil. Det er en stigning på hele 18,8 procent i forhold til sidste års undersøgelse.

- Rekrutteringsproblemerne, der huserer i mange af de danske kommuner, kan i høj grad skyldes, at man ikke for alvor formår at gribe de muligheder, som ny teknologi kan bibringe, siger Anders Lyck Fogh-Schultz, der er chefkonsulent ved Danish.Care og netværksleder i CareNet, og han tilføjer:
- Mulighederne er der, og undersøgelsen viser også, at kommunerne gerne vil implementere teknologien.
Men for at det kan lykkes, bliver kommunerne også nødt til at videndele endnu mere på tværs af landet med afsæt i ’best practice’. Erfaringer skal deles, så idriftsættelsen sker mere effektivt, især når vi ved, at mange teknologier er velafprøvede og veldokumenterede og med stort potentiale.  

Teknologien kan skåne

Der er mange grunde til, at kommunerne oplever, at det er svært at finde hænderne, der skal varetage opgaverne på ældre- og sundhedsområdet. Det skyldes blandt andet, at der kommer flere ældre, samtidig med at en stor del af medarbejderne snart går på pension.

- Københavns Kommune står med det samme problem som de fleste andre danske kommuner – manglende hænder. Derfor er teknologien uundværlig, og vi skal og er også allerede i fuld gang med at bruge den til at skåne og hjælpe, fortæller Monica Andersen, der er afdelingsleder for velfærdsinnovation i Københavns Kommune.

- Dag for dag bliver der flere ældre, som har brug for omsorg og pleje. Samtidig står vi over for, at flere kommunale medarbejdere går på pension i de kommende år, mens der stadig er for få ansøgere på social- og sundhedsuddannelserne. Hvis vi skal løse rekrutteringsudfordringerne, spiller velfærdsteknologi en meget vigtig rolle, tilføjer hun.

I Københavns Kommune, som har bidraget med besvarelser til undersøgelsen, har man blandt andet implementeret forflytningsteknologier, som giver en mere skånsom forflytning for borgerne, bedre fysiske arbejdsforhold for medarbejderne og mulighed for, at forflytninger kan foretages af én medarbejder i stedet for to.

Undersøgelsen ”Velfærdsteknologi i de danske kommuner 2022” er baseret på besvarelser fra 81 ud af landets 98 kommuner. Undersøgelsen er foretaget ved, at én velfærdsteknologiansvarlig person per kommune er kommet med besvarelser.

Undersøgelsen har kigget nærmere på kommunernes anvendelse af velfærdsteknologi i 2022, og hvilke oplevelser og erfaringer brugen af teknologien har givet.

Hele undersøgelsen fremlægges på konferencen Velfærdsteknologi anno 2022 den 11. oktober i Odense Congress Center (OCC).

Yderligere information

  • Forretningsleder Birgitte Østergård Sørensen, Teknologisk Institut, mobil: 7220 1525,
    mail: bso@teknologisk.dk
  • Direktør Morten Rasmussen, Danish.Care, mobil: 2738 7832, mail: mr@danish.care 
  • Netværksleder Anders Lyck Fogh-Schultz, CareNet, mobil: 2299 3244, mail: alfs@danish.care 
  • Afdelingsleder for velfærdsinnovation Monica Andersen, Københavns Kommune, mobil: 5180 5254,
    mail: G82Y@kk.dk