Mikroalger på rumrejse: Kan astronauter dyrke protein i vægtløs tilstand?

Nikola  Medic

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 22 52.

Mikroalgespecialist Nikola Medic fra Teknologisk Institut står i Biosolutions Technology Center ved en mikroalgereaktor. I hånden holder han en science shell med mikroalger, som skal sendes op i rummet

Mikroalger på rumrejse: Kan astronauter dyrke protein i vægtløs tilstand?

Pressemeddelelse publiceret den 21. januar 2025.

Til april sender Teknologisk Institut mikroalger på rumrejse for at undersøge, om de kan dyrkes under vægtløse forhold og kosmisk stråling. Lykkes det, kan astronauter i fremtiden dyrke protein i rummet.
 

Mikroalger har allerede stort potentiale som proteinkilde i fødevarer og foder her på Jorden. Nu undersøger Teknologisk Institut og partnere som de første, om den grønne superfood kan dyrkes i rummet under vægtløse forhold og kosmisk stråling. Det sker i det ESA-finansierede projekt Sophonster.

– Det er fascinerende at sende noget fra havet op i rummet. I april 2025 rejser vi til Kennedy Space Center for at sende mikroalge-arten chlorella op til den internationale rumstation. Her vil vi dyrke algerne og studere deres vækst og adfærd. I rummets vægtløse tilstand kan vi opnå nye indsigter i mikroalgernes biologiske processer, siger mikroalgespecialist Nikola Medic fra Teknologisk Institut.

Mikroalger: Fremtidens ressource

Mikroalger spiser CO2 fra atmosfæren og omdanner det til protein af høj kvalitet. De lever af lys, vand og CO2 og kan producere cirka 20 gange mere protein per hektar end soja. Samtidig optager mikroalgerne ikke landbrugsjord, da de kan dyrkes vertikalt eller i slanger på hustage og på jord, der ikke er dyrkningsegnet. Både på Jorden og i rummet kan man også bruge mikroalgerne til at genanvende spildevand og generere biobrændstof.

– Forskning tyder på, at vi kan optimere proteinproduktionen ved at dyrke algerne i rummet. De anderledes dyrkningsforhold kan potentielt også påvirke mikroalgernes cellevægstruktur, så det kan blive nemmere at udvinde protein og næringsstoffer, siger Nikola Medic.

Space-bioteknologi giver nye indsigter i Jorden og rummet

Forskningen i mikroalger hører under det videnskabelige felt space-bioteknologi, som er i rivende udvikling.

– Space-bioteknologi forener biologiske videnskaber med rumteknologi. Delvist ved at udvikle systemer, der gør det muligt for mennesker at leve i rummet – fx dyrkning af planter og mikroorganismer til fødevareproduktion, iltproduktion og affaldshåndtering. Men også for at få indsigter med hjem til Jorden, som potentielt kan skabe nye løsninger inden for fødevareproduktion, medicin og miljøbeskyttelse, siger Nikola Medic.

Sophonster-projektet gør forskere klogere på, hvordan vi bedst udnytter mikroalgens potentiale på Jorden, og hvordan vi forsyner astronauter med protein på rumekspeditioner i fremtiden.

Partnere i Sophonster:

Partnerne i Sophonster er Teknologisk Institut, Sophie’s BioNutrients og Yuri Gravity. Sophie’s BioNutrients leverer mikroalgerne, som Teknologisk Institut dyrker i en science shell udviklet af Yuri. Projektet er finansieret af ESA – European Space Agency.

Kontakt:

Nikola Medic, mikroalgespecialist på Teknologisk Institut, tlf.: 7220 2252, mail: nmed@teknologisk.dk

Jakob Skov Pedersen, mikroalgespecialist på Teknologisk Institut, tlf.: 7220 3442, jsp@teknologisk.dk