
Motorvej for Materialeviden
Motorvej for Materialeviden er et nationalt projekt, der blev lanceret i januar 2024 for at bringe den nyeste materialeviden ud til danske små og mellemstore virksomheder (SMV'er).
Projektet, der finansieres af Industriens Fond og koordineres af foreningen LINX, har til formål at styrke Danmarks konkurrenceevne ved at forbedre virksomhedernes produkter og processer gennem øget materialeviden.
Teknologisk Instituts rolle i projektet
Teknologisk Institut spiller en central rolle som videnspartner i Motorvej for Materialeviden. Som en del af GTS-netværket (Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter) tilbyder instituttet teknisk ekspertise og rådgivning, der hjælper virksomheder med at omsætte den nyeste forskningsbaserede viden om materialer til praktiske løsninger. Dette er med til at hæve virksomhedernes vidensniveau og dermed øge deres konkurrenceevne.
Projektet dækker hele Danmark
Motorvej for Materialeviden skaber et landsdækkende netværk, der effektivt forbinder universiteter, GTS'er, lokale erhvervsfremmeorganisationer og SMV'er. Dette netværk gør det muligt at dele og anvende materialeviden på tværs af regioner, hvilket letter virksomhedernes integration af avancerede materialeløsninger. Desuden kortlægges nye SMV-relevante forskningsspørgsmål og behov for teknologiske services, hvilket understøtter virksomhedernes udvikling.
Fokusområder:
- Forbedring af konkurrenceevnen: Projektet søger at forbedre SMV'ers konkurrenceevne ved at anvende ny materialeviden og nye løsninger.
- Netværksdannelse: Skabelse af forbindelser mellem forskere, eksperter, erhvervsfremmeorganisationer og virksomheder, der muliggør vidensdeling og samarbejde.
- Styrkelse af erhvervsråd: Projektet arbejder på at styrke og opruste de lokale erhvervsfremmeorganisationer i materiale-rådgivning, hvilket giver dem bedre mulighed for at spotte og håndtere materialefaglige problemstillinger hos deres lokale SMV'er.
- Forståelse af forretningspotentiale: Skabe varige forbedringer hos SMV'er ved at øge deres forståelse af forretningspotentialet i materialer og dermed styrke deres markedsposition.
Fakta om projektet
Motorvej for Materialeviden er finansieret for to + to år af Industriens Fond og er et samarbejds- og formidlingsprojekt. Partnerne inkluderer Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet, Teknologisk Institut, FORCE Technology samt fem lokale erhvervsorganisationer. Projektet koordineres af erhvervsfremmeforeningen LINX. Projektperioden er fra 2024 til 2028.