Netværk styrker social innovation i kommunerne
Kommunerne arbejder sammen i netværk for at blive bedre til at arbejde sammen med private aktører. Formået er at gå nye veje til at skabe bedre velfærdsløsninger.
En række danske kommuner er på femte år gået sammen for at gentænke og dele erfaringer med alternative løsninger indenfor det sociale område. Formålet er at inspirere hinanden til at tænke velfærden smartere, så kommunerne får mere velfærd for de samme penge.
- De danske kommuner er under stærkt økonomisk pres. Hele vejen rundt er der krav om at spare, og det rammer i høj grad kernevelfærden. Hvis det velfærdssamfund, som vi kender, skal bevares eller forbedres, må kommunerne nødvendigvis tænkte alternativt. Her handler social innovation om at tænke velfærd smartere. Ved at mobilisere og drage nytte af de mange ressourcer uden for den offentlige sektor er det muligt at skabe nye og bedre løsninger for vores samfund. Men det fordrer, at den offentlige sektor får en ny rolle, siger chefkonsulent Karsten Frølich Hougaard, Teknologisk Institut.
Teknologisk Institut faciliterer på femte år ”Det kommunale netværk for social innovation”.
Her mødes kommunale ledere fem gange årligt for at udveksle erfaringer med social innovation, og de kommunale ledere får faglige input fra eksperter og praktikere fra ind- og udland.
- Social innovation handler om at skabe nye og bedre velfærdsløsninger i samspil mellem den offentlige sektor, foreninger, erhvervsliv, socialøkonomiske virksomheder og borgere. Fra at være den primære leverandør af velfærd, går kommunernes rolle i højere grad til at blive faciliterende i forhold til at skabe velfærd, siger Karsten Frølich Hougaard.
Over de sidste fire år har mere end halvdelen af landets kommuner deltaget i netværket.
En af dem er Aalborg Kommune.
- Netværket har medført en meget styrket social dimension til Aalborg Kommunes innovationsindsats. Social innovation og netværket er for os en uundværlig del af arbejdet med offentlig udvikling, siger chefkonsulent Ulrik Appel fra Aalborg Kommune.
I den kommende sæson sættes der fokus på, hvordan kernevelfærd kan gentænkes gennem social innovation.
- Hvem er de ikke-offentlige aktører, der skal sidde med ved bordet?
- Hvordan kan de nye kernevelfærdsløsninger se ud?
- Og hvordan ledes, implementeres og skaleres social innovation?'
Læs mere
Yderligere oplysninger
Centerchef Karsten Frølich Hougaard, Teknologisk Institut, mobil: 7220 2886, mail: kafh@teknologisk.dk.