Nyt værktøj kan hjælpe til bedre indeklima i skoler

Martha Katrine Sørensen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 27 67.

Skolebog

Nyt værktøj kan hjælpe til bedre indeklima i skoler

Publiceret den 26. oktober 2020.

Teknologisk Institut har udviklet nyt værktøj til screening af indeklima på skoler. Værktøjet kan hjælpe kommunerne til at få en mere systematisk og målrettet indsats mod et bedre indeklima på skolerne.

Højt CO2-indhold, varme, kulde, støj samt manglende – eller for meget – dagslys er blot nogle af de udfordringer indeklimaet i danske skoler kæmper med. Nyt screeningsværktøj skal komme skolerne til undsætning og danne grundlag for politisk fokus og midler til udbedring.

På Teknologisk Institut har arbejdet med at forbedre indeklimaet i skoler nu resulteret i udviklingen af et nyt screeningsværktøj. Screeningsværktøjet er udviklet så det kan integreres direkte i skolernes Facilities Management (FM) system. Med værktøjet i hånden får skolerne konkrete input til forbedringer af indeklimaet samt mulighed for at synliggøre kvaliteten af indeklimaet i lokalerne, hvilket også kan anvendes som grundlag for mere politisk fokus.

- Flere undersøgelser vidner om, at indeklimaet på en lang række af vores skoler i Danmark, er alt for dårligt. Det går ud over både elevernes og lærernes trivsel, og det betyder også rigtig meget for elevernes indlæring. Med vores nye værktøj, kan indeklimaet blive en integreret del af kommunens arbejde – både hvad angår renovering, løbende vedligehold og drift. Via værktøjet integreres de aktuelle indeklimaforhold direkte i skolernes eget system – og eventuelle udfordringer med indeklimaet bliver dermed mere synlige i den daglige drift og i arbejdet med vedligehold af bygningerne, forklarer konsulent Maria Djekic Arent Andersen, Teknologisk Institut.

Synliggør kvaliteten af indeklimaet
Screeningsværktøjet bruges til at synliggøre kvaliteten af indeklimaet i lokalerne og identificere eventuelle indsatsområder – store, som små. Værktøjet bygger på visuelle registreringer af udvalgte fysiske forhold i og omkring lokalerne – indenfor fire indeklimahovedområder; termisk, akustisk, visuelt og atmosfærisk – og omfatter således ikke målinger.

Hvert klasselokale får tildelt en klassificering af hvert af de fire hovedområder, samt en klassificering af dets samlede indeklima. Klassificeringen er en procentvis score, der findes på baggrund af vurderingen indenfor hvert hovedområde. Klassificeringen kan aggregeres til skole- og bygningsniveau, således at der skabes et overblik over kvaliteten og indsatsområderne.

Konkrete data har givet økonomi til udbedring
I Helsingør Kommune har man både deltaget i udviklingen af værktøjet og også benyttet sig af resultaterne.
På baggrund af screeningerne har kommunen fået et overblik over indeklimaforholdene på kommunens 15 skoler og i kølvandet fulgte flere midler til at sørge for bedre indeklima på udvalgte skoler.

- Vi har deltaget aktivt i udviklingen af screeningsværktøjet. Vi var en af de pilotkommuner, som fik bevilliget midler til udvikling af strategiske indeklimaplaner af Realdania, som del af deres kampagne om indeklima i skoler. Som led i planen ønskede vi et samlet overblik over indeklimaforholdene på alle kommunens 15 skoler. I samarbejde med Teknologisk Institut valgte vi en metode, hvor alle bygninger og klasselokaler kunne gennemgås. Resultatet af screeningen, og den tilhørende klassificering, har vi brugt til at identificere og prioritere relevante indsatsområder for renoveringsprojekter. Resultaterne har vi efterfølgende anvendt til at informere politikerne, hvilket har ført til konkrete bevillinger til at forbedre indeklimaet på udvalgte skoler i kommunen, fortæller Morten Høgsbro Holm fra Helsingør Kommune.

Løbende registreringer opdaterer bygningsansvarlige
Det nye indeklimaværktøj er udviklet med henblik på, at eksperter fra Teknologisk Institut foretager den første screening. Herefter får driftspersonalet en introduktion til værktøjet, så de fremover selv kan foretage registrering og vurdering af indeklimaforhold i skolerne, fx ved årlige eller løbende registreringer.

Ideen med løbende at foretage registreringer af indeklimaet er, at de bygningsansvarlige altid har opdaterede data til rådighed. På den måde kan skolerne selv tilegne sig konkret viden om indeklimaet i de enkelte lokaler eller afdelinger på skolen. Det giver et rigtig godt overblik, når der skal renoveres, og forhåbningen er, at det vil være med til at få skolerne til at prioritere renoveringer, hvor fokus også er på et sundt indeklima, slutter Maria Djekic Arent Andersen.