
Røntgendiffraktion - Et atomart indblik i dit materiale
Hvilke krystalliske polymorfer indeholder mit produkt? Hvad er fordelingen af de forskellige mineraler i en jordprøve? Hvor store er partiklerne i et nanomateriale?
Røntgenpulverdiffraktion kan give viden om mange forskellige spørgsmål dit materiale. De mest almindelige omhandler de krystallinske komponenter; fase-identifikation ned til 1 w%, relativt indhold af faserne, komposition og krystallitstørrelse af nanomaterialer. Men mulighederne er mange.
Typisk undersøger vi geologiske råstoffer og materialer som mineralprøver af sand og olie samt farmaceutiske prøver som pulver og piller. I en farmaceutisk prøve identificerer vi polymorfe former af produktet eller finder krystallinske urenheder. Den information kan hjælpe dig med at finde problemer i din syntese eller benyttes i efterbehandling af produktet. Mineralprøver er ofte mere komplekse og består af adskillige krystallinske faser. I de tilfælde finder vi referencematerialer i en pulverdiffraktion-database og bestemmer det relative indhold af forskellige mineraler ved en Rietveld-forfining.
Vi har et fuldt udstyret røntgenlaboratorium med et state of the art-diffraktometer til analyse af både faste materialer og væsker samt dispersioner. Vi kan måle og analysere pulverdiffraktionsmønstre (PXRD/WAXS) og småvinkelspredningsdata (SAXS).
Pulverdiffraktion kan eksempelvis anvendes til bestemmelse af polymorfstrukturen af et materiale. Materialers egenskaber afhænger af strukturen, hvilket kræver, at vi kender krystalfasen. For nanomaterialer er partikelstørrelsen en afgørende faktor for materialets egenskaber, men ved hjælp af småvinkelspredning og pulverdiffraktion kan vi bestemme størrelsesfordelingen af partikler i prøven.
Hvad kan Teknologisk Institut hjælpe dig med?
- Kvalitetskontrol, urenheds- og polymorfanalyse af farmaceutiske produkter
- Størrelse og faseidentifikation af nano-krystallinske (katalyse-)materialer
- Faseidentifikation til sammenligning med reference-materialer
- Bestemmelse af fase, partikelstørrelse og -fordeling i kosmetiske produkter
Målemetoder:
- Pulver-røntgendiffraktion (temperaturer på 25°C - 1200°C)
- Røntgendiffraktion på faste stoffer og væsker
- 2-dimensional røntgendiffraktion
- Småvinkelspredning (SAXS)
- Mikro-fokus pulverdiffraktion
Kontakt: Solveig Røgild Madsen, srm@teknologisk.dk, 7220 3203
Case: Topsil GlobalWafers A/S
Teknologisk Institut hjælper Topsil GlobalWafers A/S med at bevise deres siliciumkvalitet ved hjælp af topografi. Topsil er en verdensførende leverandør af ultrarent silicium, som bruges til at fremstille energieffektive strømskomponenter anvendt i vindmøller, højhastighedstog og motorer.
Læs mere (engelsk)
Case: Nikkels rolle i avanceret katalyse
Vores forskning fokuserer på at gøre produktionen af ren energi mere bæredygtig og omkostningseffektiv. Vi undersøger måder at reducere brugen af iridium, et sjældent og dyrt metal, i brintproduktionssystemer. Kan vi forbedre katalysatorens ydeevne ved at tilføje nikkel til allerede eksisterende katalysatorer, mens vi samtidig bruger færre knappe ressourcer? Et sådan gennembrud kan potentielt gøre grøn brintteknologi mere tilgængelig og udbredt, og dermed understøtte den globale omstilling til renere energikilder.
Read more