Sprøjtedrone slår stigerne: Kan nå arbejdet i højderne

Jeshith Damsbo Anandasubramaniam

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 35 50.

-

Sprøjtedrone slår stigerne: Kan nå arbejdet i højderne

Teknologisk Institut har udviklet en prototype på en ny droneløsning – en sprøjtedrone. Den udvider mulighederne for at udnytte droner til nye opgaver som vinduesvask, af-isning og algefjernelse.  


Ingen ved som bekendt, hvad fremtiden bringer, men noget tyder på, at robotterne, der hjælper os i vores hverdag, kommer til at fylde mere og mere.

Lige nu er der blandt andet robotter, der indsamler data, slår græs, støvsuger og vasker gulve for os.

Men hvad med hjælp til vinduesvask, algebehandling og af-isning? Det kan droner hjælpe med ifølge Jeshith Damsbo Anandasubramaniam, der er specialist ved Teknologisk Institut.

Han er sammen med to andre specialister fra Teknologisk Institut - Jonas Bæch og Mathias Flindt – lige nu i gang med at udvikle nye droneløsninger, som skal udvide mulighederne for at udnytte droner i forskellige brancher til forskellige opgaver.

Der bliver arbejdet på at montere forskellige værktøjer på droner, så de kan blive i stand til automatisk at udføre forskellige arbejdsprocesser i direkte interaktion med omgivelserne.

Det er nemlig ikke altid nok, at en drone kan spare medarbejderne for en tur på stigen eller stilladset, når der skal laves nogle observationer. Hvis der alligevel skal laves en manuel udbedring eller i dette tilfælde afvaskning eller -isning efterfølgende af en medarbejder, så hjælper dronen jo kun med lidt aflastning.  

Derfor undersøger Teknologisk Institut, hvordan man ikke bare kan få dronerne til at identificere problemet eller opgaven, men også hvordan den kan være med til at løse den.

- Vi er i en proces, hvor vi lige nu er i fuld gang med at undersøge mulighederne og afprøve dem. Der er allerede nogle løsninger derude, hvor man flyver manuelt med dronerne - men nu er vi kommet til, at opgaver som disse skal automatiseres, fortæller Jeshith Damsbo Anandasubramaniam.

Ubegrænset mulighed for batteri

En mobil robot, en drone, en trækvogn, et sprøjte- og tanksystem, en landingsplatform, en computer og et batteri.

Det er hovedelementerne i robotsystemet, der kan gøre det muligt eksempelvis at af-ise en vertikal overflade automatisk.  
 


- Der er tale om et robotsystem, der består af en mobil robot. Tanken er, at man kan give den mobile robot nogle GPS-koordinater, der fortæller den, hvor den skal transportere dronen hen. Efterfølgende letter dronen automatisk og flyver op og udfører en opgave, som i det her tilfælde kunne være at af-ise en port, fortæller Mathias Flindt og fortsætter:

- Ved hjælp af et kamera på dronen kan man så detektere vinduer eller porte, som skal vaskes eller af-ises. Data fra kameraet analyseres af en computer monteret på dronen, som så beregner nogle ruter, som dronen skal følge, når den skal sprøjte på den vertikale overfalde.

Men for at dronen ikke hele tiden skal tilbage til platformen for at skifte batteri eller oplades, har man her benyttet sig af en såkaldt 'tether box'.

- Den gør, at vi kan nå meget større arealer uden at skulle ned med dronen. 'Tether box'en' har nemlig et kevlar-forstærket dronekabel, som forsyner dronen med strøm under arbejdet, og det gør, at dronen har ubegrænset energiforsyning og dermed også ubegrænset flyvetid, fortæller Jonas Bæch.

Kort flyvetid er bredt anerkendt som én af de største barrierer for udbredelse af autonome dronesystemer. Ved at anvende kablede droner, hvor droner forsynes med strøm og data gennem kabler fra en basestation reduceres eller fjernes flere begrænsninger.

Disse teknologier og landingsmodulet, der gør det muligt at lande på "trækvognen", er udviklet i TEDAI ("Tethered drones for semiautomated inventory checking"), som er et EuroStars-projekt, der undersøger, hvordan man kan scanne varer på højlagre med droner.

Mere sikkert end alternativet

Vinduespolering på en stige i højderne eller af-isning kan være opgaver, der er hårde og usikre at udføre for en medarbejder. Men hvis "medarbejderen" er en robot, er det en helt anden sag.

- Der er her tale om et robotsystem, hvor du i stedet for at skulle ud på en stige eller lignende, har et system, hvor du faktisk kan gøre det mere eller mindre automatisk. Man definerer blot et område, som man skal dække, og så danner systemet et flyvemønster, som er dækkende for området, fortæller Jeshith Damsbo Anandasubramaniam og tilføjer:

- Det frigør nogle hænder og udfører arbejdet uden at medarbejderne skal op på stiger.

Aktiviteten er støttet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen under Uddannelses- og Forskningsministeriet.
 

​Læs mere om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed godt i gang med værktøjsdroner