Stormfloden sender bakterier fra kloakken indenfor

Trine Østergaard Jensen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 13 90.

Oversvømmet kælderrum

Stormfloden sender bakterier fra kloakken indenfor

En lang række boligejere kæmper lige nu med eftervirkningerne fra århundredets stormflod, hvor vandstanden flere steder i landet steg kraftigt og medførte oversvømmelser. Flere steder var det dog ikke kun vandløb og søer, der fandt vej til boligejernes stuer og kældre, men også indtrængende kloakvand. Teknologisk Institut advarer om, at det kan betyde en høj risiko for forekomsten af sygdomsfremkaldende bakterier og råder til, at boligejerne er forsigtige under oprydningsarbejdet.

Når vandmasser trænger ind i en bygning kan konsekvenserne være store og uoverskuelige for den enkelte boligejer. Myndighedernes tidlige advarsel ved den netop overståede stormflod har heldigvis betydet, at mange var godt forberedt, men for andre, har det ikke været muligt at hindre vandet fra at trænge ind. De berørte boligejere kæmper lige nu ikke blot med vandmasserne, men også med frosten, som får vandet til at fryse til is, så det bliver liggende – og så er der steder, hvor det indtrængende vand også består af kloakvand. Det er sidstnævnte, som nu får specialister på Teknologisk Institut til at advare om at være forsigtig under oprydningsarbejdet, så de ramte boligejere ikke også skal kæmpe mod sygdom forårsaget af bakterier fra kloakvandet.

Bakterier

- På Teknologisk Institut har vi netop lavet en undersøgelse af bakterieniveauet i kældre – både før og efter oversvømmelser. Undersøgelsen er støttet af Grundejernes Investeringsfond og er baseret på oversvømmelser efter skybrud, men faren lurer også efter stormflodens oversvømmelser. Undersøgelsen viste klart, at antallet af E. coli bakterier stiger markant efter indtrængen af kloakvand i bygninger og det samme gælder for andre fækale bakterier. Derfor er det vigtigt at tage sine forholdsregler under oprydningsarbejdet, for bakterierne udgør en sygdomsrisiko ved direkte kontakt med vandet, hvilket i høj grad sker under den efterfølgende oprydning og renovering, siger Trine Østergaard Jensen, konsulent på Teknologisk Institut.

Hvis man ikke ved, om det vand, der er trængt ind i ens bolig også indeholder kloakvand, er en af de første udfordringer at finde ud af, om det indtrængende vand er overfladevand, kloakvand eller måske overfladevand som er blandet med kloakvand. Her kan det være nødvendigt at få hjælp fra en ekspert, som kan tage en prøve og analysere vandet.

Det skal du gøre for at undgå at blive syg af bakterierne
Typisk sker indtrængningen af vand så hurtigt, at man blot skynder sig at finde kost, spand og klud frem og herefter står i vand til knæene, mens man forsøger af få vandet ud af bygningen. Men det er ifølge Trine Østergaard Jensen, en dårlig ide.
- Mange går lidt i panik og glemmer at beskytte sig med fx gummihandsker, gummistøvler og maske. Det er ganske forståeligt, men er med til at øge risikoen for at blive syg betydeligt, hvis vandet indeholder bakterier. Det bedste råd er, altid at have værnemidler tilgængelige, så tømning af rum kan foretages med det samme skaden er sket, og ellers skynde sig ud at købe værnemidlerne, inden man går i gang med at fjerne vandet. Det er vigtigt at undgå direkte berøring af hud og slimhinder med det indtrængende vand, for hygiejnen spiller en stor rolle i forebyggelse af sygdom. Lad også være med at spise, drikke og ryge i forbindelse med tømningen af vand og efterfølgende renovering. Og sørg for at gå i bad og vask både tøj og sko og andre anvendte tekstiler ved mindst 60°C, lyder rådene fra eksperten.

I forbindelse med efterfølgende affugtning og renovering af ejendommen bør der også udvises forsigtighed, da der stadig kan være bakterier på stedet, og derfor anbefaler Teknologisk Institut også at man anvender værnemidler under den del af oprydningsarbejdet.

- Man bør foretage afrensning med desinficerende midler af gulv, vægge og alle effekter/møbler, der kan aftørres. Alt der ikke kan afrenses bør smides ud, siger Trine Østergaard Jensen.

Læs mere

Vil du vide mere?
Kontakt Trine Østergaard Jensen, 45 72 20 13 90, troj@teknologisk.dk.