Teknologisk Institut har indviet storskala batterianlæg i forsøgsformat
Energiforsyningen har store udfordringer med stabile leverancer af strøm, når hovedparten af den danske elforsyning skal bestå af energi fra vindmøller og solcellepaneler. Lagring af strøm i batteri kan være en del af løsningen og nu har Teknologisk Institut som en del af projektet Battery Energy Storage System, BESS opbygget et unikt forsøgsanlæg i Aarhus i form af et storskala batterisystem i forsøgsformat.
Et anlæg som blev indviet den 16. september 2015 ved en større temadag, hvor 80 deltagere og en stor del af den danske energibranche var vidne til, at batterianlægget blev koblet på elnettet.
- Vi er rigtig glade for, at vores batterianlæg nu leverer energi til elnettet, så vi kan komme i gang med forsøg omkring, hvordan batterier kan være et middel til at sikre stabilitet i elnettet og hvordan økonomi, sikkerhed og udrulning i praksis ser ud, siger projektleder Johan Hardang Vium, Teknologisk Institut.
Johan Hardang Vium forklarer videre, at det er vigtigt, at der udvikles pålidelige batteriløsninger, som kan sikre forbrugerne og industrien elektricitet på vindstille dage eller ved fejl på vindmølleparker. I dag er det de forudsigelige kraftværker, som giver stabilitet med konstante netfrekvenser og spændingsniveauer. Men, hvad sker der, når vi indfaser mere vedvarende energi og udfaser kraftværkerne?
De første erfaringer med nettilkoblede batterier indhøstes nu på Teknologisk Institut i samarbejde med Vestas og Energi Danmark.
- For at vedvarende energi bliver udnyttet bedst muligt, ser vi batterier som én af de mulige teknologier, der kanlagre energi og være med til at sikre stabiliteten i elnettet, siger analytiker Thomas Brouer, Energi Danmark.
Vindmølleparken Horns Rev III blev vedtaget i slutningen af 2014 og er dermed endnu et skridt i retningen af grønnere strøm til forbrugerne. For Vestas er netop mere vindenergi og hvordan vi får mest muligt ud af denne motivationen for at deltage i batteriprojektet.
- Vestas deltager i BESS-projektet overordnet set for at få en større viden om, hvordan batterisystemer potentielt kan komplementere vindkraft og dermed understøtte en større andel af vedvarende energi i elnettet fremover, siger specialist i plant control Systems Rasmus Lærke, Vestas.
Fordelen ved batterier er, at de kan afgive og modtage strøm meget hurtigt og kan derfor sikre stabiliteten i elnettet fra døgn til døgn og fra sekund til sekund. Hvis forsøgene giver positive resultater vil næste skridt være at afprøve batterisystemer i meget stor skala i det virkelige liv.
Projektet bliver støttet af ForskEL