Udvikling af plastprodukter - Materialevalg og -udvikling
Vælg side
Der findes mange forskellige plasttyper, som hver især er kendetegnet ved forskellige egenskaber og processeringsmuligheder.
De forskellige plasttyper kan overordnet opdeles i to hovedgrupper:
- Termoplast, som bliver blødt, når det varmes op og hårdt igen, når det køles ned.
- Hærdeplast, som ikke bliver blødt igen, når det først er formet og hærdet.
Derudover findes et utal af hybridmaterialer og kompositter, hvor flere plasttyper sammensættes og/eller forstærkes af fibre.
På trods af at forskellige plasttyper hver især har deres mest almindelige anvendelsesområder, kan det være en stor udfordring at udvælge det bedst egnede plastmateriale til et specifikt produkt eller applikation. Af de mest almindelige plasttyper kan nævnes:
HDPE (high density polyethylen) er den mest almindelige plasttype, der anvendes til en bred vifte af applikationer, herunder beholdere, plastposer, rør, kasser, dunke etc.
LDPE (low density polyethylen) er det mest almindelige plastmateriale anvendt til folier.
PP (polypropylen) er en konstruktionsplast med mange anvendelser, herunder rør, beholdere, kar, kabinetter, husholdningsudstyr etc.
PA (polyamid), også kendt som nylon, er en stærk plasttype med gode slid- og styrkeegenskaber. PA anvendes meget i maskinindustrien til hjul, tandhjul, ruller etc.
PVC (polyvinylchlorid) er det mest anvendte materiale til rør og profiler. PVC findes både i hård og blød udgave. Den bløde udgave anvendes i f.eks. kabler og slanger, mens den hårde udgave anvendes til vinduesrammer, tanke etc.
PS (polystyren) anvendes til emballager, f.eks. plastbægre. Af andre applikationer kan nævnes kabinetter, køleskabsinteriør, skilte etc.
ABS (acrylonitrilbutadienstyren) er en teknisk plast kendetegnet ved høj glans. En af de mest kendte applikationer er LEGO-klodser. Herudover kan nævnes anvendelser som interiørdele i biler, skærme, kabinetter etc.
PET (polyethylenglykolterephthalat) findes både i amorf og delkrystallinsk udgave. Den amorfe udgave er kendt for anvendelse i sodavandsflasker, mens den delkrystalinske PET, anvendes til f.eks. sliddele og lejer.
POM (polyoxymethylen) er en konstruktionsplast med meget gode mekaniske egenskaber. Materialet anvendes meget i maskinindustrien til f.eks. tandhjul, pumpedele, skiver etc.
Herudover findes en lang række af andre plasttyper, så som PTFE, PMMA, ETFE, PEEK, PFA, PUR, PVDF, PC, PAI, PBT, TPE, TPU, PSU, PPSU, MFA, PEI etc.
I tilfælde, hvor en egnet standard plasttype/grade ikke kan findes til et given produkt eller applikation, er det muligt at udvikle sin egen recept på et plastmateriale, som efterfølgende kan fremstilles ved ’compoundering’. Hermed kan ekstra nødvendige egenskaber tilføjes materialet, f.eks. UV stabilitet, antistatisk effekt, brandhæmmende effekt etc.
Teknologisk Institut kan hjælpe med:
- Rådgivning i forhold til materialevalg til et specifikt design/applikation
- Selektering af mulige leverandører af specifikke plasttyper
- Support i forhold til mulig substitution af eksisterende materialetype
- Udvikling af recept på plastmateriale til efterfølgende compoundering
- Udvikling af hybridmaterialer, hvor egenskaber af forskellige materialer kombineres og udnyttes i designet/applikationen
- Verificering af materialevalg til en given applikation, f.eks. ved opstilling og udførelse af en testrække
Se mere her