Udviklingsforløb med 3D-print gav Rotapure nyt design
Rotapure har i et MADE Demonstrationsprojekt sammen med Teknologisk Institut testet 3D-print, og teknologien har nu givet virksomheden et helt nyt design til deres laboratorieudstyr.
- De ting, vi troede var meget komplicerede og besværlige at lave i forhold til at imødekomme kunders behov, har vi fundet ud af er meget nemmere, end vi først forventede. Sådan lyder det fra Peter Munkholm Nielsen, co-founder og CSO i Rotapure efter virkomheden har afprøvet 3D-print til fremstilling af deres produkter.
De ting, vi troede var meget komplicerede og besværlige at lave i forhold til at imødekomme kunders behov, har vi fundet ud af er meget nemmere, end vi først forventede
- Peter Munkholm Nielsen, Rotapure
Rotapure producerer laboratorieudstyr og har deltaget i et MADE Demonstrationsprojekt for at få hjælp til at teste, om 3D-print var løsningen til at imødekomme de ønsker, som Rotapure møder i dagligdagen.
- Af og til kommer der spørgsmål som, hvad hvis den også kunne det her, eller kan vi ikke lave det lidt om, siger Peter Munkholm Nielsen.
I demonstrationsprojektet fik Rotapure hjælp af Teknologisk Institut til at lave en række nye holdere til prøveglas og et helt nyt design til deres rotator-system, som prøveglasholderne isættes.
Du kan høre mere om Rotapures løsning og demonstrationsprojektet i videoen herunder.
Om MADE Demonstrationsprojekter
Med et MADE Demonstrationsprojekt kan en lille eller mellemstor virksomhed få op til 100.000 kroner i støtte til at løse en konkret udfordring i virksomheden eller afprøve en ny teknologi i produktionen.
Der er løbende ansøgningsfrist på demonstrationsprojekter.
Artiklen er oprindeligt publiceret af MADE - Manufacturing Academy of Denmark