Vækstgrupper og klynger styrker SMV'ere i oplevelsesøkonomien
Mulighederne for danske lokalområders vækst gennem oplevelsesøkonomi styrkes, når Teknologisk Institut hjælper virksomheder med at etablere nye aktiviteter gennem samarbejde på tværs af brancher og faglige skel.
Det er med udgangspunkt i positive erfaringer med samarbejde mellem små og mellemstore bornholmske aktører i oplevelsesøkonomien, at Teknologisk Institut hjælper lokale virksomheder i andre regioner til at tænke nye tanker og danne nye samarbejder. På Bornholm er en række gode resultater undervejs, efter at øen har været rammen for en læringsproces og test af idéer, der har synliggjort, at samarbejdet om oplevelser betaler sig.
Ved at samle deltagere med hvert sit speciale og få dem til at tænke helt nye oplevelsessamarbejder i vækstgrupper og klynger, har Teknologisk Institut hjulpet bornholmske virksomheder til at øge aktiviteterne. Resultaterne viser sig på de økonomiske bundlinjer men også i form af en bedre forståelse for forskellige arbejdsformer og inspiration til udvikling af nye koncepter for virksomhedernes medarbejdere.
Virksomheder, der normalt lever deres liv alene og ved siden af hinanden, kan i vækstgrupper mødes om idéudvikling med en fælles målsætning om vækst i lokalområdet. Dét er en af mange gode erfaringer fra Bornholm, som nu videregives til resten af landet gennem oplevelsesøkonomiske projekter i fx Randers, Sønderborg, Midtsjælland og København.