
Valg af bæredygtig emballage til medicinsk udstyr og farmaceutiske produkter
Som en del af Teknologisk Instituts interne talentprogram
Siden 2005 har vi på Teknologisk Institut afholdt et internt talentprogram, der styrker medarbejdere med særlige evner inden for ledelse og specialiserede kompetencer. Programmet giver deltagerne en dybere forståelse af Instituttets strategi, praktiske værktøjer inden for salg og ledelse samt mulighed for at levere konkrete resultater, der skaber værdi for både Instituttet og industrien. Et af de centrale og strategisk vigtige emner i årets talentprogram er grøn omstilling, hvor en af fokuspunkterne er valget af bæredygtig emballage til medicinsk udstyr og farmaceutiske produkter.
Bæredygtig emballage
Med det stigende fokus på bæredygtighed og miljøansvar står medicinal- og sundhedssektoren over for en vigtig udfordring: At finde balancen mellem produktsikkerhed og miljøpåvirkning. Traditionelle emballage-materialer som plast og aluminium er populære på grund af deres holdbarhed og beskyttende egenskaber, men de har også betydelige miljømæssige omkostninger. Både produktionen og bortskaffelsen af disse materialer bidrager til CO2-udledning og overforbrug af naturens ressourcer. Her kommer de "Nordiske kriterier for mere bæredygtig emballage" ind i billedet. Da kriterierne sætter standarder for miljøvenlige emballage-løsninger og kræver, at leverandører dokumenterer og evt. reducerer miljøpåvirkningen gennem emballagens hele livscyklus for at kunne deltage i offentlige udbud.
Kriterierne giver en systematisk tilgang til at reducere emballagens miljøpåvirkning gennem hele dens livscyklus. Her understreger vigtigheden af at mindske materialeforbruget, så emballagen designes med lavest mulig vægt og volumen uden at kompromittere funktionaliteten. Derudover fokuserer kriterierne også på at designe emballage, der kan genanvendes, ved at begrænse brugen af materialer, som hæmmer genanvendelse, såsom PVC og oxo-nedbrydelige polymerer. Et kriterium er også at begrænse antallet af plasttyper til de nemmest genanvendelige, nemlig PE, PP og PET plastemballage. Endelig lægger kriterierne vægt på at øge andelen af genanvendte eller biobaserede materialer i emballageproduktionen, hvilket reducerer afhængigheden af fossile ressourcer. For eksempel anbefales det, at mindst 50 % af plastindholdet i tertiær emballage skal stamme fra genanvendt materiale eller bioplast fra bæredygtige kilder.
Hvad betyder det for Teknologisk Institut?
Ved at bringe bæredygtig emballage på banen i talentprogrammet støtter vi Instituttets mål om at være førende inden for grøn omstilling. Deltagerne arbejder med en aktuel og udfordrende problemstilling, der kræver både faglig viden og strategisk tænkning – præcis de kompetencer, programmet udvikler.
Nogle deltagere vil fokusere på at hjælpe med at integrere de nordiske kriterier i praksis. Det kan være ved at analysere markedet for nye bæredygtige materialer og løsninger eller ved at bruge værktøjer som scorings-modeller til at måle og sammenligne emballagens miljøpåvirkning. På den måde kan vi finde de mest miljøvenlige alternativer for kunden.
Hvem berører de nordiske kriterier?
De nordiske kriterier påvirker både medicinalvirksomheder og producenter af medicinsk udstyr, da de skal tilpasse deres emballage for at være konkurrencedygtige i offentlige udbud. Emballageproducenter arbejder på at udvikle nye bæredygtige løsninger, mens hospitaler og klinikker ønsker at reducere deres miljøpåvirkning ved at vælge grønne løsninger. Offentlige myndigheder har også brug for ekspertise til at implementere bæredygtighedskriterier i deres udbudsprocesser, og forskningsinstitutioner spiller en vigtig rolle i udviklingen af nye materialer og teknologier.
Implementering af strategi og ledelsesværktøjer
Deltagerne i talentprogrammet vil anvende Instituttets strategi til at forstå markedstendenser og bæredygtige løsninger, der opfylder både funktionelle og miljømæssige krav. Talentprogrammet fokuserer også på at styrke samarbejde og netværk på tværs af fagområder og med eksterne partnere. Gennem arbejdet i programmet vil deltagerne opnå centrale ledelseskompetencer inden for strategisk tænkning, projektledelse, samt effektiv kommunikation.
Et af de vigtigste mål med talentprogrammet er at skabe resultater, der gavner både Instituttet, deltagerne og kunderne. Ved at fokusere på bæredygtige løsninger kan man ved hjælp af industriens tilbagemeldinger finde løsninger der opfylder de nordiske kriterier og samtidig imødekommer kravene i sundhedssektoren.
Hvorfor er det vigtigt?
Valget af bæredygtig emballage til medicinsk udstyr og farmaceutiske produkter er et vigtigt og aktuelt emne. Det giver Teknologisk Institut mulighed for at bidrage til den grønne omstilling og skabe nye forretnings-muligheder. Samtidig udvikler vi medarbejdernes ledelseskompetencer og fremmer samarbejdet, der er nødvendigt for at skabe værdi og innovation i en verden i konstant forandring.
Ved at fokusere på bæredygtig emballage er vi med til at drive en positiv forandring i sundhedssektoren, skabe værdi for vores kunder og samfundet og forberede vores medarbejdere på fremtidens udfordringer.
Har du idéer eller erfaringer, der kan bidrage til emnet, er du meget velkommen til at kontakte mig på tlf.: 72202214 eller LDAN@teknologisk.dk – vi vil meget gerne høre fra dig!
Topbillede fra Pexels, karolina grabowska