Vandindtrængning på parkeringsdæk
Vedvarende regn og længere perioder med sne kan give problemer med vandindtrængning. Det erfarede ATP Ejendomme i et erhvervslejemål, hvor vandet trængte ind på et parkeringsdæk.
Flere håndværkere og personer med byggeteknisk uddannelse havde forgæves forsøgt at finde årsagen til vandindtrængningen, men uden held.
Som sidste mulighed, inden hele parkeringsdækket skulle udskiftes, kontaktede ATP Ejendomme Teknologisk Institut, som foretog en lækagesøgning på parkeringsdækket og kort efter konstaterede, hvor der var utætheder.
På baggrund af undersøgelsen kunne Teknologisk Instituts konsulenter oplyse, at det var muligt at nøjes med en delvis udbedring af parkeringsdækket. Den information sparede ATP Ejendomme for store omkostninger, da de undgik en total udskiftning af parkeringsdækket.
Samtidig viste det sig, at visse dele af udbedringen kunne lægges ind under ejendommens driftsbudget.