Varmepumpelisten - Derfor skal du på den
Energistyrelsen lancerede i 2013 SparEnergi.dk med formålet at vise energiforbrugerne vej til gode, økonomiske energiløsninger og tilbyde råd og vejledning om at få mere ud af energien. På SparEnergi.dk finder du også Varmepumpelisten, som er en frivillig ordning og det sted, man tager til, hvis man som boligejer vil sikre dig, at energieffektiviteten på den varmepumpe, du vælger, er verificeret af et uafhængigt testlaboratorium, eller hvis du som leverandør vil præsentere dine tredjeparts-testede varmepumper for boligejere eller konkurrenter. Varmepumpelisten havde 36.000 unikke besøg henover fyringssæsonen 2017/2018, og mange brugere klikker videre til de enkelte leverandørers produkter.
Hvad er Varmepumpelisten?
Varmepumpelisten er en underliggende side på SparEnergi.dk, som præsenterer et bredt udsnit af de varmepumper, som findes på det danske marked. Varmepumpernes effektivitet er verificeret, og der stilles krav til den medfølgende dokumentation, så både boligejer og installatør ved, hvordan varmepumpen skal installeres og anvendes.
På siden er det muligt at sortere listen, så forbrugerne kan se, hvilken varmepumpe der har den bedste energieffektivitet målt på SCOP eller laveste lydeffektniveau. Algoritmen er lavet således, at for hver sortering kan man vælge hvilken varmeydelse, type (jordvarme/luft-vand/luft-luft) eller leverandør, man vil have vist. Når man med et klik vælger en varmepumpe, udfoldes siden, og der vises flere detaljer vedrørende den enkelte varmepumpe. Detaljerne indeholder bl.a. varmeydelse for radiator- og gulvvarme, og energimærket vises. Udover detaljerne er der et direkte link til den pågældende leverandørs hjemmeside.
Boligejernes garanti for, at varmepumperne på listen overholder lovkravene, foregår ved, at leverandørerne skal søge Energistyrelsen om at få deres varmepumpe optaget på listen (se optagelsesprocessen nedenfor). Optagelsesprocessen varetages af Sekretariat for Varmepumpelisten drevet af Teknologisk Institut på vegne af Energistyrelsen. Sekretariatet sørger for, at hver varmepumpe lever op til Energistyrelsens krav, inden den optages på listen. Energistyrelsen kan udvælge varmepumper fra listen til stikprøvekontroller og tilsyn, og hvis varmepumpen dumper, vil sekretariatet fjerne den fra listen.
Hvis en producents varmepumpe ikke er på listen, kan det være, fordi den ikke er blevet tredje-parts testet, eller fordi leverandøren ikke ønsker at få den optaget, og så er det vigtigt at være opmærksom på, om varmepumpen overholder lovkravene, og om den angivede energieffektivitet virker realistisk.
Hvorfor er det attraktivt at stå på Varmepumpelisten?
Med 36.000 unikke besøg fra d. 1/10-2017 til d. 31/3-2018 er Varmepumpelisten en populær platform blandt forbrugerne, og det er ligeledes en vigtig platform for eksponering af produkter for leverandører. Brugerne bruger relativt lang tid, gennemsnitligt 11 minutter, på at undersøge varmepumperne på siden. Det høje antal visininger og den lange brugstid giver god mulighed for at opnå synlighed blandt forbrugerne. Desuden er der mange brugere, der klikker sig videre til leverandørernes egne hjemmesider, hvilket viser en høj grad af interesse.
Salget af varmepumper i Danmark er stigende, og i 2017 blev der solgt lige under 35.000 varmepumper mod lidt over 21.000 i 2016. Dette kan være et udtryk for den stigende interesse i vedvarende energi, og de muligheder som varmepumper giver forbrugerne. Med det stigende salg af varmepumper forventes der også større aktivitet på Varmepumpelisten og en større interesse for akkrediterede og energieffektive varmepumper af høj kvalitet.
Endeligt giver Varmepumpelisten leverandørerne mulighed for at vise forbrugerne, at deres produkter lever op til alle lovkravene, og at energieffektiviteten er i top, som er noget, der efterspørges af forbrugerne. Desuden er Varmepumpelisten en gratis tjeneste med mange fordele for leverandører, selvom der dog vil være udgifter forbundet med at indkøbe en tredje-parts test. Læs hvorfor en akkrediteret test ligger i den høje ende af skalaen her.
Optagelsesprocessen
For at du som producent eller leverandør kan få optaget din varmepumpe på Energistyrelsens varmepumpeliste, skal du indgå en aftale med Energistyrelsen. Når Sekretariatet har modtaget den underskrevne aftale, sendes der et skema, som leverandøren udfylder og sender retur sammen med dokumentationen på varmepumpen. Du kan forvente at få elektronisk svar på, om din varmepumpe kan optages eller ej, efter syv hverdage, men der kan være forsinkelser. Hvis varmepumpen godkendes, vil der kort efter blive lagt billede af samt information om varmepumpen online på Energistyrelsens Varmepumpeliste.
I bunden af denne side kan du læse om de specifikke krav, der skal opfyldes for at blive optaget på varmepumpelisten.
Gode råd
Som producent og leverandør af varmepumper skal du være bekendt med forskellige krav, betingelser og procedurer, hvis du vil have din varmepumpe på Varmepumpelisten. Du skal være opmærksom på, at der er differentierede krav, alt efter hvilken varmepumpe der er tale om, og der stilles også krav til energieffektivitet, dokumentation og leverandørers gennemsigtighed. Vær også opmærksom på, at der kan forekomme ændringer i Energistyrelsens krav til at komme på Varmepumpelisten.
Jakob Thomsen, konsulent ved Teknologisk Institut, anbefaler, at leverandører, der ønsker at få optaget deres varmepumpe på listen, skal huske at læse optagelseskravene grundigt igennem og sørge for, at ansøgningen indeholder alle de nødvendige elementer i optagelseskravene (se ovenstående link). Tøv ikke med at ringe og spørge, hvis du er i tvivl, og ring gerne inden, at du får indsendt overflødige og forkerte informationer eller dokumenter.