Videncenter for Batterier - Levetid generelt
Vælg side
Batteriers levetid afhænger meget af strøm, temperatur og afladningsdybde (Depth of Discharge = DoD fortæller, hvor meget af den fulde kapacitet, som er afladet).
Batteriet lever længst når ekstreme forhold undgås. Ved drift har batteriet det optimalt ved en omgivelsestemperatur på 15-30°C, men levetiden kan reduceres betydeligt jo mere temperaturen afviger fra dette område (se 4. kolonne i tabel for levetid her).
Høje temperaturer
Når batteriet bruges ved høj temperatur eller oplades ved lav temperatur, reduceres levetiden. Anbringer man batteriet et varmt sted – for eksempel i direkte sollys eller på radiatoren, forløber ældningen meget hurtigere.
Ved en batteritemperatur på 50 °C og derover kan batteriet ældes mere end fire gange så hurtigt som ved 20 °C.
Taler man om batteriet til en bærbar computer, så bliver batteritemperaturen unødig høj, hvis køleribber og blæser tildækkes, eller hvis computeren lægges i en taske uden at være slukket helt.
Lave temperaturer
De fleste batterier kan levere strøm ved temperaturer under 0°C, men de kemiske reaktioner sker langsommere (den indre modstand i batteriet stiger), når temperaturen bliver lav. Med mindre producenten direkte tillader det i databladet, bør man undlade at oplade kraftigt på batterier under +10°C og kun lade meget svagt på batterier under 0°C.
Med et meget koldt batteri kan hurtigladning være helt umuligt. Forsøges forceret ladning på et koldt Li-Ion batteri, kan det medføre opbygning af et vanskeligt nedbrydeligt metallag på elektroden, som kraftigt reducerer batteriets evne til efterfølgende at yde og optage energi også ved højere temperaturer.