Visualisering af polymerflow i en sprøjtestøbeform
Se med neutronbilleder, hvordan en sprøjtestøbeform bliver fyldt med plast. Dette vil kunne bruges til optimere formgeometri og til at kalibrere en flowsimulering.
Flow i sprøjtestøbeform
Flowet igennem en sprøjtestøbeform betyder meget for, hvordan det endelige produkt opfører sig med hensyn til styrke og overfladefinish.
Men da sprøjtestøbeform typisk er lavet i metal, er det svært at se, hvad der egentlig forgår, når formen bliver fyldt op. Omfattende simule-ringssoftware er blevet udviklet til at forudse flowet, men disse er ikke altid nøjagtige.
Billede med neutroner
Lidt som røntgenbilleder kan man tage billeder med neutroner, det vil sige, at man gennemlyser sit emne og billedet dannes af den stråling, der er passeret igennem. Med neutroner kan man se igennem metal, da de fleste metaller ikke interagerer meget med neutroner. Brint derimod spreder stærkt og derfor vil selv mindre mængder af plast være ganske synlige inde i en tyk metalform.
Billeder af sprøjtestøbeforme
Figuren viser et simuleret neutronbillede af en simpel form med et indløb og en kavitet, der er udformet som en plade. Det viser hvordan det ville se ud, hvis man tager et neutronbillede igennem en 10 cm tyk stålform og har fyldt 2 mm plast i midten. Det sorte er plasten, da den adsorberer og spreder neutronerne. Simulering viser, at hvis man laver sådan et forsøg f.eks. i neutronkilden i München, Tyskland kan man opnå en tidsopløsning ned til 1 millisekund, hvilket vil være nok til at lave en video af fyldningen af en sprøjtestøbeform. Hvis der er brug for hurtigere tidsop-løsning, kan man ved at gentage et forsøg, lave en stroboskopisk effekt, hvor man synkroniserer billedet i et kort tidsrum og tager gennemsnittet af mange forsøg. Ud fra sådanne målinger vil man kunne se, hvordan en form bliver fyldt og man vil kunne se, hvordan plastfronten bevæger sig i formen. Dette kan bruges til at optimere kørselsparametrene og det vil kunne bruges til at verificere eller kalibrere en simulering af flowet.
Teknologisk Institut som partner
Vi kan på Teknologisk Institut hjælpe med hele forløbet i at lave en måleserie af neutron-gennemlysning. Vi har folk med en stor viden om disse typer af forsøg og kan derfor assistere med planlægning af eksperimentet. Det vil sige, vi kan simulere eksperimentet og finde et egnet sted at udføre dette. Når det kommer til at udføre målingen, har vi erfaring med at sætte forsøget op og med at lave det. Vi kan også hjælpe med den efterfølgende dataanalyse.
Online nyhedsmagasin
Vil du modtage nyheder og artikler om plast og emballage i din indbakke? Tilmeld dig vores online nyhedsmagasin her