Projekt - Udvikling og demonstration af biobaserede vækstsubstrater - BioSubstrate 2.0
Projektperiode: 1. august 2022 - 31. december 2025.
Der er akut behov for bæredygtige vækstsubstrater, der kan erstatte spagnum på grund af klimabelastning og langsom regenerering af højmoserne ved udvinding af spagnum. Projektets mål er at substituere 50% af spagnumforbruget i Danmark frem mod 2030.
Projektet bygger videre på GUDP-projektet BioSubstrate 1.0 (2019-2021), der så på substratkomponenter enkeltvis. Dette projekt kombinerer biomasser med komplementære substrategenskaber og vil udvikle og demonstrere substratblandinger med 50-100% hurtigt fornybar biomasse.
Projektaktiviteter
Forskellige komponenter kombineres i blandingssubstrater for at opnå de ønskede kemiske, fysiske og biologiske egenskaber. Substraterne baseres på fornybar biomasse som træ, pil, græs, græsfiber og biofibre (afgasset fiber fra biogasanlæg). En del af materialerne kræver forbehandling for at opnå de ønskede egenskaber. Det kan fx være varmebehandling, kompostering eller pyrolyse.
I projektet gennemføres en række dyrkningsforsøg og dyrkningspraksis som vanding og gødskning bliver tilpasset de nye substratblandingers egenskaber.
Positive effekter som substraternes mulige sygdomshæmmede effekt belyses. Substratblandinger demonstreres i forskellige typer planteproduktion: Krydderurter, jordbær, prydplanter og planteskoleplanter.
Både bæredygtighed og forretningspotentiale vurderes. Resultaterne vil gavne hele værdikæden fra substratproducent til gartneribranchen.
Under projektet er der fremstillet en videoserie med fokus på enkelte substratkomponenter. Se dem her:
Artikler
Test af nye biomasser til vækstmedier
På vej mod spaghnumfri vækstmedier
Forelæsninger
Som en del af BioSubstrate 2.0 var der besøg af to internationale topforskere inden for biobaserede vækstmedier, som begge gav en forelæsning om deres arbejde og forskning:
Brian Jackson, North Carolina State University, USA: "Innovations and advancements in alternative soilless growing media.
Bart Vandecasteele, ILVO, Belgien: "Increasing the circularity of growing media: the challenge of new materials and reuse."
Forventede effekter
En substitution af 50% af det danske sphagnumforbrug vil medføre en reduktion i klimabelastningen på 66.400 tons CO2e/år. Anvendelse af bæredygtig biomasse vil reducere udvaskningen af kvælstof med 92 ton N/år og reducere pesticidbelastningen med 4.216 B/år. Der ventes en videre økonomisk effekt på 57,1 mio. kr./år.
Deltagere
- Teknologisk Institut (projektleder)
- Aarhus Universitet, Institut for Agroøkologi
- Aarhus Universitet, Institut for Bio- og Kemiteknologi
- Aarhus Universitet, Institut for Fødevarer
- HortiAdvice
- Pindstrup Mosebrug
- Ny Vraa Bioenergy
- Advanced Substrate Technology
- Økologihaven
- Hunsballe Grønt
- Knud Jepsen
- Gunnar Christensens Planteskole
Projektet er støttet af GUDP